Områdets historie
I 1721 giftede den senere kong Christian den 6. (1699-1746) med den tyskfødte Sophie Magdalene (1700-1770). Hun kom fra en af Tysklands småfyrstestater: Brandenburg-Kulmbach og var datter af markgreve Christian Heinrich af Brandenburg-Kulmbach.
Et af børnene var den senere Frederik den 5.
Som kronprinsepar boede begge på det noget forfaldne Hørsholm Slot, som dog ikke svarede til hendes forventninger og ønsker.
Hun lod slottet nedrive og byggede i stedet for et nyt, Hirschholm Slot, som skulle omkranses af en landsby.
Som arkitekter havde hun både Nicolai Eigtved og Laurits de Thurah til rådighed.
I 1739 tog kongefamilien Hirschholm Slot i brug.
Efter Sophie Magdalenes død i 1770 boede både Christian den 7, hans dronning Caroline Mathilde og Struense på slottet (1770 – 1771).
Hirschholm Slot forfaldt og nedbrydning begyndte 1810, man brugte materialerne til opførelsen af det brændte Christiansborg og C. F. Hansens nye Domhus på Gammeltorv i København.
Dog tilbage til Sophienberg.
Allerede i 1734 hørte man for første gang om Sophienberg, Eigtved foreslog dronningen at bygge af et “lille udflugtssted”. Eigtved gik i gang med at projektere et “lident thehus”. Disse første tegninger kendes ikke, det formodes, at de gik til under Christiansborgs brand i 1794.
Det “lille thehus” stod færdigt i 1744 og blev indviet den 14. maj, på kongens navnedag. Man går ud fra, at det første hus lignede den nuværende bygning. Dette fremgår af Thurahs optegnelser/opmålinger fra 1746.
Arkitekterne, som foretog renoveringen i 1988-1990, ser ud til at have brugt meget fra disse planer. Sophienberg kommer dermed til at ligne havehuset på Hirschholm Slot, som havde nogenlunde samme bygningsmål.
Dronningen var dog ikke tilfreds, og allerede 2 år efter blev huset ombygget til en 2-etagers bygning med en stor kobberkuppel på midterbygningen og sidefløje med tagkamre (til tjenestefolkene).
Efter Sophie Magdalenes død benyttede Christian den 7., hans dronning Caroline Mathilde og Struense slottet, men efter Struenses fald næsten ikke mere. Kongen overdrog slottet til sin halvbror, arveprins Frederik.
Arveprinsen havde dog andre jagt- og lystslotte, og derfor afhændes Sophienberg i 1790 til staten.
Den første ikke kongelige køber var kancelliråd Johan Thomas de Neergaard, som dog solgte stedet videre, da han ikke kunne drive landbrug på stedet.
Den næste ejer blev oberst Arnoldus Falkenskjold i 1797, som udvidede jorderne omkring slottet og fik en omfattende landbrugsproduktion i gang på stedet. Han brugte dog kun slottet som sommerresidens.
I 1807 gik de engelske marinesoldater i land kun få kilometer fra Sophienberg for at presse den danske regering til at udlevere flåden. Vægringen medførte bombardementet af København. I historien meldes ikke om kampe ved Sophienberg. Men efter Københavns ødelæggelse opstod der behov for byggematerialer, og Falkenskjold, som længe havde ment, at slottet var for stort, rev hele den øverste etage ned og solgte materialerne til Københavns Kommune i 1807.
Derefter blev den nordre pavillon og mellembygning revet ned og materialet blev brugt til at opføre avlsbygninger, som først forsvandt i 1980-erne.
Efter Falkenskjolds død kom ejendommen for en 4-årig periode i Anna Gustava Wedel-Jarlsbergs besiddelse. Hans Gustav von Lilienskjold overtog Sophienberg i 1830. I hans ejerskab blev ejendommens jorder misligholdt og bøgeskoven nedhugget. Efter salget i 1851 kom yderligere 4 ejere, købmand Ree, kaptajn Wulff, proprietær Engelsted og klædehandler Schmidt.
I 1872 købte konsul Jens Frederik Block Sophienberg, han ejede også naboejendommen Kokkedal og han drev begge gårdområder på i alt 400 tdr. land. Han stod også for en omfattende vedligeholdelse af huset og haven.
Konsulen og hans kone var barnløse og adopterede 3 piger.
Komponisten P.E. Lange-Müller besøgte konsulen i sommeren 1883, og boede på Sophienberg i nogle måneder.
Konsulen døde 1892, enken beholdt Sophienberg indtil 1897. Den ene af døtrene, Ruth, giftede sig med Lange Müller i 1892, og efter moderens død i 1897 arvede parret Sophienberg. De næste mange år dannede Sophienberg rammen om deres sommerliv.
Da Ruth Lange-Müller døde i 1921 arvede deres 3 døtre Sophienberg. Den ældste datter Irmelin afstod fra arven i 1928, den yngste, Vibeke, blev diakonisse i Indien. Den mellemste datter Merete fik således fuld rådighed over Sophienberg. Hun blev gift med Brahim ben Hannine i 1930, en mand, hun havde truffet under et ophold i Biskra/Algier (hvor faderen Lange-Müller tidligere havde et længere rekreationsophold for at helbrede sin sygdom).
I årene 1932-1934 omdannedes Sophienberg til helårsbeboelse, fik kakkelovne, vand, elektricitet osv.
Brahim ben Hannine døde i 1942 efter en lungebetændelse og blev efter eget ønske begravet i det nordøstlige hjørne af Sophienbergs have, i nærheden af den i 1809 nedrevne fløj. Merete blev i 1965 begravet på samme sted.
I 1950 solgte Merete og senere sønnen Salah (1973) den sydlige del af slottets jord til kommunen, som i 2 omgange blev udstykket til villagrunde.
Salah brugte mange penge og mange år af sit liv på at restaurere Sophienberg, men han måtte give op i 1986, og Sophienberg blev solgt til entreprenør Niels Thygesen & Co.
Salah døde sammen år og oplevede således aldrig Sophienbergs restaurering.
Kunstakademiets elever gennemførte i årene 1974-87 en del projekter for at redde Sophienbergs bygning og have. Men disse blev aldrig gennemført, til trods for Salahs personlige engagement.
Entreprenør Niels Thygesen udarbejdede en plan for restaureringen, i disse planer indgik mange af de detaljer, som akademiets elever havde udarbejdet. Samtidig gav restaureringen og ombygningen mulighed for at udnytte slottet til liberalt erhverv.
Både Hørsholm Kommune, Amtet og Plan- og Fredningsstyrelsen gav tilladelse, samtidig med at man fredede de endnu ikke opførte nybygninger (klasse B).
I 1988-1990 blev byggeplanerne gennemført, og Sophienberg fik sit nuværende udseende. Samtidig genskabtes haveanlægget af landskabsarkitekt Cornelia Zibrandtsen.
Bemærkelsesværdigt er at stueetagen blev ført tilbage til Eigtveds oprindelige plan. Kavalersalen med stukornamenter og kaminen med det kongelige navnetræk er som oprindeligt.
I en kort periode lejede et investeringsselskab, MSC, sig ind i bygningen. Dette holdt dog kun et år, og Byggeriets Realkredit Fond overtog bygningen for de næste 3 år, indtil Gymnasieskolernes Lærerforening og dennes reservefond overtog stedet.
I forbindelse med overtagelsen skete en delvis ombygning med indretning af værelser til overnatning, konference-, undervisnings- og mødelokaler. Denne ombygning blev indviet den 1. december 1993.
D. 1. maj 2006 købte civilingeniør Gunner Ruben Sophienberg Slot. Han ejer desuden Hotel Bretagne, Hornbækhus og Hotel Villastrand i Hornbæk.